back

Den Store Kagekunst (Bagedyst)

Skrevet den 24. november 2017

Så fik vi afviklet Den Store Bagedyst, og jeg må da nok sige, det var en fornøjelse. For hold da op, det var jo ren kagekunst, vi blev udsat for. Der var 11 kagenumre, men 13 kagekunstnere. 2 af kagenumrene var nemlig udført af 2 unge piger sammen med deres mødre. Rigtig dejligt at se, at vi har unge piger blandt os, der har lyst til at prøve kræfter i kagekunsten. Kagerne var meget forskellige. Der var ingefærkager, brunkager, pebernødder, vaniljekranse, flere udgaver af smukt pyntede engelske plumkager, honningbrød, krumkager, lagkager af forskellig art ligeledes smukt pyntede

Kagerne blev bedømt af 5 kompetente dommere, som alle viste stort engagement i dommeropgaven og så ud til at være glade ved at skulle smage på alle herlighederne.

Mens dommerne smagte og voterede, blev publikum holdopdelt, og hvert hold fik udleveret en opgave, hvor de skulle besvare en masse spørgsmål vedrørende bage ingredienser, gamle mål, Husholdningsforeningen, bagedyst m.v. (Hvor meget er f.eks. en ”pægl”, en ”pot”, en ”kvint”) Og der var selvfølgelig præmier til det bedste hold, men også til det næstbedste hold.

Vinderne af kagedysten blev:

Kirstin Sander Jakobsen – for Bedste smag – En slags æblekage udformet som en skibakke. Se opskrift på særskilt indlæg under Referater.

Sole Donslund –  for Den flotteste kage – Et honningkagehus og et fad med småkager udformet og pyntet som nisser. Se opskrift under Den store Bagedyst 2017 i Galleri.

Alle bagerne blev belønnet med en stor flot julestjerne.

Tusind tak til bagere, dommere og alle deltagere i øvrigt, fordi I var med til at gøre aftenen så festlig.